Morgen
Vi åbner kl. 6.30, hvor børnene kan spise morgenmad frem til kl. 7.30. Når I afleverer jeres barn, træder I ind til dæmpet belysning og rolig musik. Vi ser gerne, at I starter dagen med at vaske jeres barns hænder, så vi undgår for mange bakterier.
Vuggestuen holder til nedenunder og åbner i fællesrummet, inden børnene fordeler sig på stuerne omkring kl. 8. Børnehavegruppen bliver afleveret ovenpå, hvor de hører til.
Formiddag
Kl. 9 holder alle grupper morgensamling, hvor vi siger godmorgen og snakker om dagens planer. Derefter går vi i gang med aktiviteter – det kan være leg på stuen, kreative projekter, en tur ud af huset eller lege på legepladsen.
Middag
Kl. 11 spiser vi frokost og synger vores frokostsang. Efter maden sover vuggestuebørnene middagslur, mens børnehavebørnene leger på legepladsen.
Vi lægger vægt på, at børnene får lov til at sove, når de er trætte, og vi vækker dem ikke på faste tidspunkter.
Eftermiddag
Når børnehavebørnene kommer ind fra legepladsen, har vi en rolig hvilestund, hvor børnene ligger på madrasser og slapper af til rolig musik.
Mellem kl. 14 og 14.30 spiser vi eftermiddagsmad. Derefter er der igen tid til leg og aktiviteter både ude og inde.
Vi runder dagen af og siger tak for i dag og på gensyn, når vi lukker kl. 16.45 – fredage dog kl. 16.30.
Faste ugentlige aktiviteter
Hver uge har vi wellness-aktiviteter som f.eks. fodmassage og fodbad. Det giver børnene en rar pause i hverdagen. Vi tager også gerne på tur to gange om ugen. Børnehaven kan godt lide at besøge legepladser i området, biblioteket og Hafnia-Hallen. Vuggestuen går typisk kortere ture til små legepladser eller på opdagelse i nærområdet.