Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Samarbejdet med jer forældre er en vigtig del af vores arbejde med børnene her i Legeland. Derfor er det vigtigt for os, at der er et godt samarbejde, for I kender jeres barn allerbedst.

En stor del af kommunikationen med jer foregår, når I afleverer og henter i dagligdagen - her taler vi om alt fra, hvordan jeres barn har sovet, til hvad vi har lavet i dag. Derudover har vi et forældreintra, Aula, hvor vi indimellem deler billeder af, hvad vi laver sammen med børnene. Vi bruger også Aula til at sende praktisk information til alle forældre.

Forældresamtaler og dialogmøder

Vi har både faste forældresamtaler og samtaler, når behovet opstår. De faste samtaler er:

  • Opstartsmøde
  • 3-måneders samtale
  • Årlig trivselssamtale om barnets trivsel og udvikling

Vores leder, Rasmus, deltager ofte i samtalerne, så han har overblik over samarbejdet med jer. Han er med for at støtte op og følge med i, hvordan det går med børnene.

Udover de faste samtaler tager vi også snakke, når I eller vi finder det nødvendigt. I er altid velkomne til at sige til, hvis noget undrer jer, eller I er bekymrede for jeres barns trivsel eller udvikling. Vi sætter stor pris på åben dialog og samarbejde, så barnet får den bedste start hos os.

En gang om året holder vi dialogmøde for alle forældre.

Forældreråd

Forældrerådet har indflydelse på børnenes hverdag i institutionen. Det er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder.

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik og de aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende. Hvis du er interesseret i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan du kontakte vores pædagogiske leder og høre mere.

Forældrerådet holder møder 4 gange om året. Du kan se referater fra forældrerådets møder på Aula.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder 6 gange om året.

Du kan læse mere om, hvordan du som forælder kan få indflydelse på dit barns hverdag her.