Vi i Legeland forstår forældresamarbejdet som et vigtigt element i at tilbyde en god institution. Det handler først og fremmest om det ”smalle” samarbejde om barnet, men også om det ”brede” samarbejde med forældre som medskabere af en god institutionen. Det er vigtigt for os at have en god tone og åben dialog i det daglige samarbejde, og vi mener samtidig det har stor betydning at skabe muligheder for at forældrene kan deltage aktivt i forskellige aktiviteter. Ikke mindst lægger vi vægt på at skabe nogle gode processer med forældrene gennem samarbejdet i forældreråd og forældrebestyrelse.
Vi opfatter den daglige kontakt mellem forældre og personale som et vigtigt element i forældresamarbejdet. Der er mange informationer som kan være nyttige for os at have i det daglige, f.eks. hvis der er sket noget særligt for jeres barn, hvis det har sovet dårligt, ikke har spist morgenmad osv. Omvendt kan I også regne med at vi kommer til jer, hvis der er sket noget i institutionen. Vi informerer om institutionens aktiviteter igennem nyhedsbreve samt diverse informationer/orienteringer på Aula. Alle forældre tilbydes en samtale om året, men I kan altid bede om en samtale hvis I har behov for det. Det sker at forældre vil tale om emner af mere personlig karakter og i den forbindelse kan det vigtigt at vide at personalet har tavshedspligt.
Vi vil altid bestræbe os på at have forældrene med i alt hvad der sker med barnet. Den eneste undtagelse er når vi skal reagere i forhold til overgrebspakken.